Legenden om Serapions-Ordenens skytspatron ”Serapion”.

Historiske kilder opgiver, at ”Serapion le Sindonite” blev født ca. år 325 i det nuværende Egypten, og at han døde den 21. marts i 385, altså ca. 60 år gammel. Man mener, at han blev begravet ved det første kristne kloster i landet, stiftet af en munk ved navn Pacome, og at man faktisk har fundet hans grav dér. Hans mumie blev herefter overfør til museet Guimets i Paris.

Han fik angiveligt tilnavnet ”Sindonitten”, fordi det eneste han ville eje, var den fodlange kjortel, en sindon, som han var iklædt, og som stadig den dag i dag ses anvendt som mandsdragt i Nordafrika, både ensfarvede og stribede. Vi ved også, at der er flere legender om hans kristne næstekærlighed. Men hvor meget der er historisk virkelighed, og hvor meget der er myter og legender, kan hverken bevises eller modbevises nu flere århundreder efter, som arkæologen Gayet sagde.

Men at hans uselviske handlinger har gjort et dybt indtryk på hans samtid, er der ingen tvivl om. Alene det faktum at fortællingen har overlevet op til vor tid, siger noget om det forbillede, han må have været – og i øvrigt stadig er for os Serapions-brødre.

Således berettes det, at en fattig enke, som var ved at blive sat fra sin bolig, fordi hun ikke længere kunne betale sin husleje, bad Serapion om hjælp. Men da han som nævnt intet ejede ud over den sindon, han var iført, måtte han finde på noget. For hjælpe hende, det ville han.

Han besluttede sig derfor at sælge sig selv som slave – og forære købssummen til enken.

Når vi i sin tid har valgt Serapion som skytspatron for vor orden, er det for at minde os selv om, at det ikke er nok med kønne ord, hvis ikke de følges op af handling.

 

Samtidshistorie.

Det 3. Og 4. Århundrede e. k. var en meget turbulent tid, vel nok især for de kristne. Men det var også en tid, hvor mange af de kristne dogmer, som stadig er gældende, blev født.

Kristendommen blev i år 312 under kejser Konstantin en anerkendt religion, der havde forrang for andre religioner i Romerriget. En mere human æra var indledt. Der var dog en grundlæggende forskellig opfattelse af kristendommen rundt om i riget. Mange kristne i Ægypten og mange steder i de østlige egne opfattede Jesu som ikke-evig, skabt af Gud – altså kun et menneske, der ikke kunne frelse andre mennesker. Dette var forbeholdt Gud.

Kejser Konstantin den Store var bange for, at denne uenighed med tiden skulle få Romerriget til at falde sammen. Han indkaldte derfor i år 325 ca. 250 biskopper til et kirkemøde i Nikæa, beliggende syd for Konstantinopel – vel nok det vigtigste kirkemøde (Konsilie) i historien.

Konsiliets afgørelse var, at Jesus er hel Gud og hel menneske og født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt.

Desuden blev den Nikænske trosbekendelse vedtaget. Denne blev op et konsilium i Konstantinopel i år 380 udvidet med den guddommelige Helligånd.

Helligånden (talsmanden/formidleren) blev ligestillet med Faderen (skaberen) og Sønnen (frelseren) – og dogmet om den guddommelige Treenighed var født.

Copyright © 2017 · Serapion